Som du kunne læse i nyhedsmailen, ønsker Styrelsen for Patientsikkerhed at regulere dit fagområde. Der er reelt tale om en de facto indskrænkning af dit lovbestemte virksomhedsområde som tandlæge i forhold til tandregulering på kosmetisk indikation.
Det sker fordi, styrelsen ser et stigende antal klagesagsafgørelser med ”kritik” eller ”kritik med indskærpelse” i tilfælde, hvor tandreguleringen er udført af almindelige tandlæger. Der er bl.a. set skader i form af bid- og funktionsproblemer (fx malokklusion og smerter).
Ligeledes er styrelsen i deres tilsynsarbejde stødt på problemstillinger inden for tandregulering på kosmetisk indikation i form af bl.a. manglende grundlæggende viden om systematisk ortodontisk behandling. Det er ofte forbundet med diagnostik og behandlingsplanlægning forud for igangsættelse af behandling samt mangelfuld delegation af tandlægeforbeholdt virksomhed, herunder instrukser og tilsyn.
Det er PTO’s opfattelse, at forsvarlig og patientsikker udførelse af tandregulering på kosmetisk indikation kræver indsigt i alle ovennævnte områder, og vi er helt sikre på, at alle vores medlemmer er opmærksomme på det.
Vi er ligeledes meget opmærksomme på, at skader og fejl skal undgås, og at vores medlemmer igen er fuldt ud vidende om dette.
Derfor er vi stor modstander af dette ønskede indgreb mod flertallet på baggrund af, at et meget lille antal tandlæger ikke kan efterleve de gængse faglige retningslinjer eller autorisationslovens §17.
Styrelsen er godt hjulpet af flere specialtandlæger, som meget gerne ser, at området helt overgår til deres speciale.
Det kan vi i PTO selvfølgelig ikke acceptere, og når man ved, hvor lang ventetid der er på disse kompetencer, giver dette forslag ingen mening.
For at kunne argumentere for, at de gældende regler er fuldt ud tilstrækkelige for tilsyn på dette område, har vi brug for at kende omfanget af disse behandlinger blandt vores medlemmer. Det er kun dig som medlem, der kan give os de data og derfor, skal du udfylde den formular, vi har udsendt.
Sammen er vi stærke, og vi lover dig at kæmpe for dine rettigheder og faglighed!
Tandregulering på kosmetisk indikation
Nuværende regler:
- Ikke reguleret i bekendtgørelse om kosmetisk behandling.
Ønskede ændringer fra STPS
- Forbeholdes specialtandlæger i ortodonti og tandlæger med særlige kvalifikationer.
- Patienter under 18 år må kun behandles af specialtandlæger i ortodonti.
- Særligt om registreringskrav:
- Med baggrund i de alvorlige komplikationer som behandlingen kan medføre, vurderer STPS, at det er nødvendigt med en registrering af de behandlere, som udfører kosmetisk tandregulering. Før tandlægen har tilladelse til at udføre kosmetisk behandling i form af tandregulering, skal tandlægen ansøge om registrering som kosmetisk behandler. Styrelsen vil opkræve et gebyr for registreringen, som dækker styrelsens udgifter ved registreringsordningen.