Regeringens tandkonto risikerer at finde sygdom, som folk ikke har råd til at få behandlet. Det kan vi gøre bedre uden, at det koster ekstra, skriver formændene for ATO og PTO.
Næsten hver 13. voksne dansker har inden for det seneste år haft brug for tandbehandling, som de ikke fik, fordi de ikke havde råd. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Og problemet vokser: I 2021 var det hver 20. I dag er det hver 13.
Regeringen har taget et første skridt i den rigtige retning med aftalen om en ny tandkonto, som skal finansiere et ’gratis’ tandtjek til alle voksne. Intentionen er god. Men vi er nødt til at tale åbent om en alvorlig risiko:
Hvad sker der, når tandtjekket finder sygdom, som patienten ikke har råd til at få behandlet?
Svaret er, at vi risikerer at stå med flere danskere, der ved, de er syge, men som stadig ikke kan handle på det. Det er ikke sundhedspolitik. Det er en blindgyde, for ikke alle kan få offentlig hjælp til tandpleje, når egenbetalingen slipper op.
Parodontose rammer 4 ud af 10
Tag parodontose – de løse tænders sygdom. Sygdommen rammer omkring 40 procent af alle voksne danskere i varierende grad. Det er en kronisk betændelsestilstand, der langsomt nedbryder tandens støttevæv. Uden behandling ender det med tandtab. Og forskningen viser, at ubehandlet parodontose øger risikoen for hjertekarsygdomme og forværrer almene sygdomme som for eksempel diabetes.
Det afgørende er, at tidlig behandling virker og er billig. En grundbehandling koster 3.000-6.000 kroner og kan standse sygdommen. Venter man, til tænderne løsner sig, taler vi om kirurgi til 15.000-20.000 kroner og/eller implantater til 25.000-40.000 kroner per tand. Derudover kan tidlig behandling sikre, at for eksempel diabetes ikke forværres og dermed spare penge i sygehusvæsenet.
Regnestykket er enkelt: Det er langt billigere at behandle tidligt end at reparere sent. Men for den enkelte borger, er selv 5.000 kroner en uoverstigelig barriere, hvis økonomien er stram. Så vælger man behandlingen fra. Og så betaler samfundet regningen senere med dyrere tandbehandling, dårligere folkesundhed og flere sygedage.
Et konkret forslag
Vi foreslår derfor, at alle danskere, der både har parodontose og en almen sygdom, får betalt deres parodontosebehandling. Ikke behovsprøvet. Ikke indkomstgradueret. Men gratis for alle med diagnosen.
Hvorfor ikke indkomstgradueret? Fordi det skaber fattigdomsfælder. Hvis du mister retten til gratis behandling, når du tjener lidt mere, fungerer det reelt som en ekstra skat på arbejde. Sådanne ordninger straffer dem, der forsøger at forbedre deres situation. En universel ordning er enklere, mere retfærdig og uden unødvendigt bureaukrati.
Og finansieringen? Den ligger allerede i systemet. Regeringen har afsat 1,6 milliarder kroner årligt til tandkontoen og de årlige tandtjek. Vi foreslår to justeringer:
For det første: Skærpet overholdelse af de kliniske retningslinjer for, hvor ofte man bør gå til tandlæge. I dag går alt for mange raske danskere hyppigere, end evidensen tilsiger, fordi systemet giver tilskud. Hvis vi holder os til retningslinjerne, frigør vi ressourcer fra unødvendige undersøgelser til nødvendig behandling.
For det andet: Forlængelse af opsparingsperioden på tandkontoen fra to til tre år. Det giver borgerne bedre mulighed for at spare op til større behandlinger og udjævner trækket på den samlede ramme.
Tilsammen vil det frigøre 600 millioner kroner årligt konservativt sat. Nok til at finansiere parodontosebehandling for alle, der har brug for det. Uden én krone i nye bevillinger.
Lighed i sundhed starter i munden
Danmark har et sundhedsvæsen, hvor adgangen til behandling i princippet afhænger af sygdom, ikke af pengepungen. Men det princip gælder bare ikke for tænderne. Her betaler danskerne selv størstedelen af regningen.
Og resultatet ser vi i statistikken: Jo lavere indkomst, jo dårligere tandsundhed. Jo dårligere tandsundhed, jo dårligere generel sundhed. Den onde cirkel er veldokumenteret.
Aftalen om tandkontoen er som sagt et skridt i den rigtige retning. Men hvis vi vil have mest muligt ud af tandkontoen og mest tandsundhed for pengene og hvis vi mener det alvorligt med lighed i sundhed er vi nødt til at sikre, at opsporing følges af behandling.
Et gratis tandtjek, der finder parodontose, som patienten ikke har råd til at behandle, er ikke en succes. Det er en påmindelse om, at vi kun er halvvejs og vil påvirke tandkontoen negativt.
Vi opfordrer derfor regeringen og Christiansborg til at sikre deres gode initiativ med tidlig diagnostik med målrettet behandling, der sikrer syge danskere vederlagsfri parodontosebehandling, når sygdommen påvirker deres almene sundhed. Det er sundhedsfagligt rigtigt, samfundsøkonomisk fornuftigt og kan gøres uden, at det koster en krone mere.
Som repræsentanter for tandlæger i privat praksis både ansatte og klinikejere ser vi hver dag konsekvenserne af, at økonomi står i vejen for sundhed. Det behøver ikke være sådan.